Morten
Alfred
Høirup
I årenes løb har musikere og bands rundt omkring i verden indspillet og udgivet nogle af mine originale kompositioner og melodier. Det drejer sig ikke mindst om ‘Bjørnekæden” (‘Danish 7/8’), som jeg komponerede for mange år siden, sammen med Sonnich Lydom, og som jeg selv har indspillet i forskellige versioner, og med forskellige bands.
Det engelske band 422 indspillede og udgav i 2000 ‘Ringen/The Ring’, fra mit soloalbum Vingården (1998), og et andet engelsk band, Kerfuffle, udgav i 2004 cden K2, med en usædvanlig smuk udgave af titelnummeret fra Vingården. Kerfuffle stoppede desværre i 2010.
Tyske Fraunhofer Saitenmusik udgav på deres album Dreizig (30) fra 2007, melodien ‘Begravelsesmarch til en Kær Ven’ under titlen ‘Dänische Traurmarch’, nogle år efter at et band fra Texas, som jeg ikke lige den kan huske hvad hed, udgav deres version af ‘Gæstebud/The Feast’.
Gruppen Pflantzplätz fra Schweitz og den tyske gruppe Fiunferley, har begge indspillet fine versioner af ‘Bjørnekæden’, sidstnævnte på albummet Rooted, og det canadiske band, Celtara, har udgivet ‘Bjørnekæden’ på deres første album More Than One True Love, og ‘Gæstebud/Feast’ på deres andet album, Until The Morning Light.
Jeg komponerede de to første stykker af ‘Bjørnekæden’ i 7/8 en gang sidst i 80’erne, og spillede dem for min ven og kollega, Sonnich Lydom, som gik lige hjem og komponerede et C-stykke til næste dag. En anden god ven og kollega, mandolinspiller og guitarist, John McGann fra Boston Massachusetts, blev super glad for ‘Bjørnekæden’, da vi turnerede i Skandinavien sammen med American Café Orchestra, og foreslog at krydre den med et lille rytmisk tvist i C-stykket, og dét er der mange der har kæmpet med lige siden.
En tysk gruppe, Fei Scho, har indspillet ‘Gæstebud/Feast’ på deres album Vom Landler zum Funk (2012), desuden udgav finske Häävi i 2013 deres debut-album, hvor man også finder en rigtig fin version af ‘Bjørnekæden’, i Finland også kendt under kælenavnet ‘Danish 7/8’. Det canadiske band Thereafter fra Vancouver BC, udgav samme år deres egen kønne version af melodien, på debut albummet, Ceremony.
Den amerikanske violinist, Adrianna Ciccone, kom i 2015 med sit debut album som Bruce Molsky producerede, og som bl.a. byder på hendes fortolkning af min melodi “Lys Polska”, som jeg komponerede til TV-serien “Slottet”, og senere indspillede og udgav med duoen Haugaard & Høirup.
I starten af 2016 kom den canadiske gruppe Aerialists så med deres helt egen udgave af ‘Bjørnekæden’, og nu bliver det spændende at se hvad det næste bliver.
Jeg er selvfølgelig rigtig glad for at andre kan bruge min musik som en del af deres eget repertoire, det er altid sjovt og tankevækkende at høre nye tolkninger af ens kompositioner, og det er fedt at musikken på den måde går sine egne veje, og kommer ud til et større publikum!
Jeg har i øvrigt de fleste af mine kompositioner på noder – også Bjørnekæden – bare sig til!