NYHEDER
Nyhed

Blandt suleskær og søpapegøjer

Billede
juli 8, 2017
af Morten Alfred Høirup

I dagene 9. – 16. juli 2017 drager Jensen & Bugge + Høirup til Færøerne for at spille en række koncerter i forbindelse med “Fólkatónleikastevnan”, øernes egen “rejsende” folkemusikfestival.

Vi spiller bl.a. på den fortryllede lille ø Mykines (Myggenæs), og på Fugloy, samt i Nordens Hus og på restaurant Hvonn i Tórshavn.

Tilsidst slutter vi af på G! Festival, Færøernes næststørste festival, som i øvrigt delvis foregår på stranden i den lille by Göta, hvor den fantastiske færøske sangerinde, Eivør, kommer fra.

Jeg har været på Færøerne en del gange efterhånden, og det har altid været en fantastisk oplevelse at komme der. Første gang var jeg der med en lille trio bestående af Joakim Friis-Holm fra Bartof Café på harpe og bouzouki, Venstrehånds-Jørgen Jeppesen på violin, og jeg selv på guitar og sang, og siden hen besøgte jeg øerne med violin og guitar duoen Haugaard & Høirup, og ikke mindst flere gange med folk/world bandet Himmerland.

Jeg elsker at komme på Færøerne. Der møder man mange dejlige mennesker, en vidunderlig natur, en helt fantastisk mad-tradition, og et spændende kulturliv i det hele taget – og så har Tórshavn verdens bedste fish ‘n chips.

Du kan se en lille video fra øerne her! Det er Eivør der står for musikken under billederne.