Morten
Alfred
Høirup
I 2008 komponerede jeg Ingelas Vals, til minde om min hustru Ingela Ellen Marianne Eidorff, og jeg har med stor glæde spillet den rundt omkring i verden med forskellige bands, lige siden.
Jeg ved at denne lille glade vals bliver spillet i bl.a. Danmark, Tyskland, USA og Canada, og nu kan den også blive spillet på den anden side af kloden.
I hvertfald har den australske musiker og ildsjæl, David De Santi, netop udgivet nodesamlingen “Good Tunes Book – a collection of folk music from around the world”, sammen med sønnen Samuel De Santi.
I den finder man, som én af de aller sidste melodier, Ingelas Vals noteret sammen med bl.a. Westphalia Waltz fra Prince Edwards Island, og det skotske valse hit Dark Island.
David De Santi har før udgivet nodesamlinger med musik fra såvel Australien som Italien, og her tager han og sønnen så fat på den øvrige verden.
I denne nye flotte nodesamling, som indeholder ikke mindre end 157 favoritter, takker David og Samuel bl.a. Folkets Hus Spillefolk (www.spillefolk.dk), for brug af deres omfattende samling af skandinavisk musik.
Til sidst et lille hint til guitarister som gerne vil spille Ingelas Vals: Det lyder fedt at spille den i G-dur med en capo på 2. bånd, det vil sige i A-dur, og det er også sådan den er komponeret. God fornøjelse!