Morten
Alfred
Høirup
Så gør trioen Gangspil – Lydom, Bugge & Høirup klar til årets fjerde og sidste turné i USA, og den ligger i perioden 28. november til 4. december.
Jeg tager nu afsted et par dage før for at bruge tid i Oregon og Seattle, sammen med min gode veninde, violinisten Ruthie Dornfeld, og hendes familie som jeg jo er kommet til at kende godt igennem årene. Ruthie og jeg har kendt hinanden siden først i ´80erne, hvor vi sammen startede ACO (American Café Orchestra), som vi turnerede med i Danmark, Tyskland, Sverige, Finland og USA.
Den 28. november ankommer Kristian og Sonnich så til Seattle, og det betyder at vi er klar til vores første amerikanske juleturné.
Turneen starter i Poulsbo Washington og ender i Portland i Oregon, hvor de kære Scandies strømmer til den populære skandinaviske julemesse, ScanFair 2016.
Men først skal vi altså besøge staten Washington hvor vi spiller og underviser i traditionel dansk musik og dans hos Sons of Norway i Poulsbo. I byen Olympia giver vi koncert i Traditions Café, og det bliver vist også til en enkelt koncert i Seattle, har jeg forstået.
På vejen rundt skal vi også et enkelt smut nordpå til Canada og være med til at sprede ægte dansk julehygge i The Danish Lutheran Church of Vancouver, hvor den danske pastor Birgitte Saltorp slår sine folder.
Men vi slutter som sagt på det skandinaviske julemarked, ScanFair 2016, i Portland Oregon, med musik og julehygge i dagene 3. og 4. december, inden vi rejser hjem til Danmark den 5. december.
På ScanFair spiller vi fire koncerter i et dejligt virvar af glade og julestemte mennesker og traditionelle skandinaviske retter, såsom kjöttbullar, lutfisk, æbleskiver og “Meat-Easter-Pearls” – prøv selv at udtale de tre ord hurtigt lige efter hinanden, så ved du hvad jeg taler om – og masser af mere eller mindre hjemmelavet kunsthåndværk og andet godt.
Måske skulle jeg lige tilføje at vores ny album, Gangspil, med traditionel dansk musik arrangeret for harmonika, mundharpe, violin, guitar og sang, egner sig fortræffeligt som årets julegave til slægt og venner.
Men alt i alt er jeg faktisk ret sikker på at julestemningen kommer særligt tidligt til Frederiksberg i år – alt andet skulle da være mærkeligt!
Se mere på www.trad.dk