Morten
Alfred
Høirup
Jeg kæmper lidt med jetlag i disse dage, og det er ikke det sjoveste jeg ved, hvis jeg skal være helt ærlig. Heldigvis er der en god grund til at jeg har det sådan, jeg er nemlig lige kommet tilbage til Danmark efter en god og indholdsrig turné med trioen Jensen, Bugge & Høirup, i det amerikanske midtwest,
Dér spillede vi en række meget forskelige koncerter, dels som trio, og dels sammen med vores venner og kollegaer den 85 år gamle fiddler og toradede harmonikaspiller Dwight ‘Red’ Lamb fra Iowa, og South Dakota-fiddleren Bill Peterson – folk som jeg har stor respekt for, og som jeg har spillet med ved flere lejligheder.
Rejsen gik først til den amerikansk-skandinaviske festival Nisswa-Stämman i det rige Minnesota, og derefter til forskellige spillesteder dels i South Dakota, og dels i det relativt fattige Iowa, inklusiv dansker-byen Elkhorn. Det er der hvor de har importeret en gamle danske vindmølle, kendt bl.a. fra et par rigtigt sjove madlavningsprogrammer med brødrene Price.
Turen blev en fin blanding af gode møder med ny mennesker, en lang række koncerter på spillesteder og i radio & TV-studier, og spændende oplevelser (som dengang jeg og mine husværter i Nisswa en aften fik nærkontakt med en kæmpe sort bjørn i deres have). Og så havde vi Mette Kathrines 14 måneder gamle søn lille Emil med, og det var jo rigtigt hyggeligt, men også ret heftigt, for sådan en lille fætter har ikke nødvendigvis let ved at forstå at mor også er på arbejde – og hvad gør man så?
Her er en video med vores første koncert på Nisswa-Stämmat i juni 2019.
Vi var hjemme i Danmark igen d. 18. juni, og nu kæmper jeg så ihærdigt med at få styr på min døgnrytme inden jeg d. 9. juli drager videre til Canada, igen sammen med violinist Kristian Bugge.
Denne gang rejser vi sammen med den pan-skandinaviske trio Fru Skagerrak, med hvem vi skal turnere i 3 uger på den canadiske vest- og østkyst i turné-samarbejdet Scandinavian String Alliance.
Vi besøger en række spillesteder og festivaler, og ser frem til at prøve vores spritny fælles repertoire af, ligesom det bliver spændende at bruge så lang tid sammen for første gang. Kommer det til at fungere som vi håber? Hvordan tager publikum imod os? Bliver det noget vi skal gentage?
Det ved vi meget mere om når vi kommer hjem i slutningen af juli – lige nu har jeg bare super travlt med at indøve vores ny repertoire, og gøre klar til endnu en tur over Atlanten.