NYHEDER
Nyhed

Sensommerturné i Danmark og Tyskland

Billede
august 4, 2019
af Morten Alfred Høirup

Vi har spillet sammen i mange år, og nu gør vi klar til endnu en turné. Den amerikanske violinist Ruthie Dornfeld og jeg mødtes midt i 80’erne, og har spillet sammen lige siden, ikke mindst i trioen ACO (American Café Orchestra.

I de sidste par år har vi nu især spillet som duo, og denne gang starter vi i Tyskland på den lille men progressive Windros Festival som ligger i Schwerin, den anden største by og hovedstad i delstaten Mecklenburg-Vorpommern. Det var bl.a. her at den danske konge, Valdemar Sejr, sad fanget sammen med sin søn, efter at de en nat i maj 1223 var blevet bortført af den tyske grev Henrik af Schwerin, da de var gået til ro efter en jagt på Lyø.

På Windros Festival skal vi dels spille koncert med en blanding af traditionel og egen-komponeret musik, dels spille til dans, og dels deltage i et internationalt festivalband, ‘Windros Orchestra’, som traditionen tro i dagene op til festivalen arrangerer og øver musik til en times festivalkoncert på hovedscenen lørdag aften.

Bandet består i år af følgende musikere: Jo Freya (GB): Saxofoner, klarinetter og sang, Ruthie Dornfeld (USA): Violin og vielle, Morten Alfred Høirup (DK): Guitar, sang, Doc Rossi (USA): Cittern, guitar, Michael „Wacki“ Waterstradt (D): Kontra bas og Wolfgang Meyering (D): Mandola, mandolin, perkussion og sang.

Efter festivalen, hvor vi ikke mindst ser frem til at opleve nogle af de mange spændende tyske bands som de seneste år har genopdaget den traditionelle tyske folkemusik, drager vi hjem til Danmark, hvor vi har en håndfuld koncerter på Frederiksberg, og i Dragør, Vejstrup på Fyn og i Aarhus (Se mere her).

Efter turneen i Danmark drager Ruthie hjem til Seattle, men duoen mødes igen når vi drager på turné i staten Washington på den amerikanske vestkyst allerede i november 2019.