Morten
Alfred
Høirup
Nisswa-Stämman er en lille folkemusikfestival som løber af stablen hvert år i starten af juni. Det sker i byen Nisswa i den nordamerikanske stat Minnesota, også kaldet ‘De titusinde søers land’.
Jeg oplevede festivalen for første gang i 2007 sammen med den danske violinist Harald Haugaard. Dengang var vi det første danske band som besøgte festivalen, og det var en helt særlig oplevelse. Siden besøgte jeg festivalen med trioen Gangspil i 2016, og nu hvor de fejrer 20 års jubilæum, er jeg inviteret til at spille der sammen med trioen Jensen, Bugge & Høirup, og den gamle dansk-amerikanske spillemand Dwight Lamb.
Når vi besøger festivalen til sommer bliver det som et led i en turné ned igennem det amerikanske midtwest, med koncerter i Minnesota, South Dakota og Iowa, noget vi glæder os rigtigt meget til.
Dwight Lamb, hvis morfar spillemanden Kræn Jerup (Chris Jerup) indvandrede fra Jylland i 1893, lærte et omfattende repertoire af gamle, nu glemte melodier af sin morfar som ung.
Det bliver en del af de numre som vi spiller på turneen, og i øvrigt også indspiller ved samme lejlighed, men på Nisswa-Stämman giver vi både koncert med Dwight, og koncert som trioen Jensen, Bugge & Høirup.
Det bliver sjovt, ved jeg allerede.