Morten
Alfred
Høirup
Foråret er over os og hele landet taler om hurtigtests, coronapas og snarlig genoplukning. Jeg er lige nu dybt involveret i arbejdet med sanger Mia Guldhammers og mit debutalbum Tral, Tråd & Traditioner, som er færdigindspillet og ved at blive mixet.
Samtidig arbejder jeg med at samle nogle af de melodier som jeg har komponeret i årenes løb for at udgive dem på noder og med akkorder så de forhåbentligt kan komme ud og blive spillet af mange flere. Jeg har lavet en aftale med det lille forlag Edition Switzer.
Faktisk er en del af mine ting, melodier som Ingelas Vals, Bjørnekæden, Ringen og Gæstebud, igennem årene blevet indspillet og udgivet af en lang række solister og bands rundt omkring i verden, lige fra USA og Canada og Australien, over Schweitz og Tyskland til England og Finland, og det er jo lige til at blive i godt humør af.
Forrige weekend indspillede Mia Guldhammer og jeg en ca 30 minutter lang videokoncert på bestilling af den lille eksklusive Nisswa-Stämman som foregår virtuelt fra den lille by Nisswa i Minnesota, USA. Med som særlige gæster havde vi tre super dygtige og velspillende musikere fra den danske folkemusikscene, nemlig violinist Kristian Bugge, violinist Clara Tesh og fløjtenist, sækkepibe- og drejelirespiller Mads Kjøller-Henningsen.
Videoen er ved at blive redigeret mens jeg skriver dette, og vi glæder os alle meget til at se hvad amerikanerne siger til musikken – det er jo reelt første gang vi spiller sammen offentligt.
Video koncerten bliver vist den 11 juni kl.7 pm CDT. Her er linket til Nisswa-Stämman på Facebook: https://www.facebook.com/nisswastamman Og her er adressen på deres hjemmeside: http://www.nisswastamman.org/