NYHEDER
Nyhed

SÅ SPILLER VI TIL HØSTFEST – I NORTH DAKOTA!

Billede
august 13, 2016
af Morten Alfred Høirup

Fra den 28. september til den 1. oktober afholdes Nordamerikas største skandinaviske festival.

Titusinder af mennesker drager hvert år til byen Minot i North Dakota, for at deltage i dette overflødighedshorn af skandinavisk nostalgi, kultur og stolthed over sine familierødder.

I de fire store haller som udgør rammerne for festivalen, finder de besøgende drabelige vikinger, troldekonger, skandinavisk og lokalt kunsthåndværk, svenske kødboller, norske sild og dansk medister og æbleskiver.

Desuden er der boder med nordisk strikketøj, folkedragter, tilbud om krydstogter, svenske træsko, dansk lego, en ung og smækker Miss Norsk Høstfest, samt – selvfølgelig – store amerikanske trækplastre som Emmylou Harris, Chicago og Neil Sedaka.

Men herudover kan publikum opleve den gode stemning når et væld af spillefolk fra USA og Skandinavien, inklusiv Gangspil – Lydom, Bugge & Høirup, og vores venner Skålmusik fra Minnesota, underholder flere gange om dagen, med godt humør og musik og dans fra de gamle hjemlande.

Jeg var på Norsk Høstfest med Harald Haugaard for mange år siden, så nu bliver det sjovt at vende tilbage sammen med Sonnich Lydom og Kristian Bugge, og se hvordan festivalen har udviklet sig.

På vejen spiller vi nok også et par koncerter i Minnesota, Nebraska og South Dakota, men det skal jeg nok fortælle mere om, når vi ved noget mere konkret.

Se mere på: http://www.hostfest.com