NYHEDER
Nyhed

Sommer i Danmark

Billede
juli 6, 2021
af Morten Alfred Høirup

Så blev det sommer, nætterne er lyse og folk er begyndt at tage afsted på sommerferie.

For et par dage siden afleverede vores lille folkemusiktrio Jensen, Bugge & Høirup en video til redigering hos arrangørerne bag den finske Kaustinen Folk Festival. Deres festival bliver i år delvis virtuel, og vi er glade for at udviklingen ser ud til at gå i retning af at arrangørerne rundt omkring i verden beslutter at finde nye måder at afholde deres festivaler på, i stedet for at aflyse endnu et år. Og de er indstillet på at betale for de her unikke videooptagelser. Fantastisk!

Mette Kathrine Jensen Stærk, Kristian Bugge og undertegnede på scenen på Nordic Folk Festival på Livø i starten af juli. Det var en fest – og regnen væltede ned i mange timer.

Dagen efter at vi optog videomateriale til arrangørerne bag Kaustinen Folk Festival, spillede vi på den lille ny Nordic Folk Festival. Det foregik på Livø oppe i Limfjorden, og det var, trods lange skybrud, en dejlig oplevelse. Det var bare fedt at give den gas overfor et rigtigt levende, lyttende og dansende publikum. Tak for det!

I juli og august spiller vi bl.a. i Den Fynske Landsby. Her synger vi dels sange og spiller musik fra 1800-tallet, men vi giver også eksempler på hvordan vi bruger musikken i dag.

Lige nu er min favorit guitar, min håndbyggede William Laskin, ved at gennemgå en reparation. Den bliver justeret, får slebet bånd og får ny stemmeskruer. Det er fedt for så kan jeg bruge den når Mia Guldhammer og jeg skal spille release-koncert på Musik over Præstø Fjord på min 60-års fødselsdag fredag d. 6. august.

Det her er Solle, fra Copenhagen Guitars. Han er endnu engang i fuld sving med at fixe min guitar og gøre den klar til endnu en travl sæson.

Ved den lejlighed udgiver vi vores debut album, Tral, Tråd & Traditioner som vi har arbejdet på siden en gang sidste år. Albummet rummer 10 danske sange og 2 instrumentalnumre, spillet både af os som duo, men i høj grad også af os med dygtige kollegaer fra Danmark og Finland. Det glæder vi os selvsagt rigtigt meget til.

Men lige i disse dage er det tid at nyde sommeren, og det gør jeg i fulde drag. Sønnerne har det godt, og jeg er glad for at vi nu i stadig stigende grad kan komme rundt i Danmark og spille vores musik. Jeg håber vi ses i løbet af sommeren!